Ny behandling til akutte skader

Vi har næsten fået det ind med modermælken, og har man været aktiv idrætsudøver gennem en længere årrække, har man med garanti prøvet det flere gange. En pludselig opstået skade har i mange år været bedst behandlet med ro, is og så på med et kompressionsbind. Specielt det at holde sig i ro er noget læger har rådet til mange gange, men nu slår en gruppe forskere fra Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital fast, det ikke længere er det rigtige at gøre.

Patienthåndbogen, det digitale sygdomsleksikon for borgere i Danmark, siger det udtrykkeligt, man skal ved en pludselig skade, hvile det skadede væv i de første dage, og tage noget smertestillende medicin gerne Ibrufen eller andre præparater af samme type. Gennem mere end 40 år er akutte skader blevet behandlet ud fra RICE princippet, Rest, Ice, Compression and Elevation, eller oversat til dansk, ro, is, elastikbind på og så hold det skadede sted højt, for sådan har retningslinjerne været klart beskrevet, selvom vigtigheden af de enkelte komponenter er blevet ændret lidt undervejs.

For os der arbejder i sportens verden, har det altid været et kardinalpunkt at få skadede idrætsudøvere hurtigst muligt klar igen. Næstefter at holde udøverne inde på idrætsbanen og undgå skader, så er idrætsfysioterapeuter blevet målt på, hvor hurtigt de kunne får udøverne klar igen, hvis uheldet var ude. Netop fordi tiden altid har været et vigtigt aspekt i topidrættens verden, er der også mange fysioterapeuter inkl. mig selv, der har forsøgt at finde kompromiser for at korte skadesperioderne af. Altid med nøje og kalkulerede overvejelser, så man ikke udsatte udøverne for nogen unødig risiko, men udøveren fik heller ikke lov at ligge på sofaen med benet oppe i 3 uger, som nogle af de lægelige råd har lydt igennem tiden.  I takt med motion, også på supermotionist niveau, er vundet mere og mere frem herhjemme, er mange af de erfaringer idrætsfysioterapeuter har gjort sig i topidrætten, også kommet motionister på alle plan til gode. Derfor er efterspørgslen efter et kort og succesfuldt genoptræningsforløb også steget. Vi vil ikke undvære vores motion på nogle måder, og her kommer de nyeste forskningsresultater omkring akutte skader til at passe godt ind i manges bevidsthed.

Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital, som står bag et nyt studie, har nemlig undersøgt, hvor meget hurtig genoptræning betyder for helingsprocessen efter akutte muskelskader. Allerede i 1990’erne viste studier, hvor man undersøgte overrevne ledbånd, at det at holde sig i ro ikke gjorde noget godt for helingsprocessen. I dette studie har man så forsøgt at få afdækket, om dette også var tilfældet ved muskelskader.  I studiet undersøgte man en gruppe amatørsportsudøvere, typisk fodboldspillere i serie 1, badmintonspillere eller tennisspillere, der spillede på højt plan, men ikke professionelt. Skaderne var typisk muskelsprængninger eller trælår.  Gruppen blev inddelt, således at halvdelen gik i gang med træningen to dage efter skaden, mens den anden halvdel først startede genoptræningen ni dage efter. Den gruppe, der begyndte tidligt, havde væsentlig kortere periode med smerter og kunne genoptage deres idræt hurtigere end gruppen, der begyndte senere. Det primære fund i undersøgelsen var, det kan gå ud over helingsprocessen, hvis man holder sig for længe i ro. Det er af afgørende betydning, man kommer i gang med at bruge det ødelagte væv hurtigt efter en skade. Det betyder ikke,  man med det samme skal begynde at løbe eller hoppe på benet, men at man i stedet går i gang med genoptræning nøje tilpasset efter, hvad vævet kan holde til. En tidlig tilpasset genoptræning kan afgøre,  hvor lang tid det tager at komme sig over skaden, og om der efterfølgende opstår en ny skade samme sted.

Derfor hedder anbefalingerne nu ikke længere RICE, men i stedet for POLICE. Protection, OL= optimal loading, Ice, Compression og Elevation, som oversat til dansk kunne komme til at lyde; beskyttelse af det skadede væv, tilstrækkelig belastning, is, elastikbind og op med benet. Eller sagt på en anden måde, man ikke skal holde det skadede område i ro, men tværtimod heler vævet hurtigere og bedre, hvis det bliver belastet i et omfang som ikke forværrer skaden, men derimod øger blodcirkulationen. Is kan man bruge udelukkende som smertelindring, så man hurtigere kan komme i gang med genoptræning. Kompressionen kommes på for at dæmpe hævelsen, hvilket den øgede blodcirkulation også hjælper på, og til sidst kan man efter endt genoptræning tage en velfortjent pause med benet oppe. Med hensyn til at tage smertestillende medicin i forbindelse med en akut skade, så er det vigtig, smerter får lov at være vejledende for genoptræningen, så man ikke overbelaster skaden. Samtidig tyder noget på, ibuprofen og øvrige såkaldte NSAID præparater kan gøre mere skade en gavn for det ødelagte væv. Hvis man ser på celleniveau, ser det ud til at hæmme mere end det gavner. Har man behov for smertestillende, så tag Panodil eller Pamol  i stedet for og brug is som smertelindring.  Er du i tvivl om, hvordan du bedst håndterer din skader, så tag fat i en idrætsfysioterapeut eller din egen læge.

Scroll to Top