Langsomme bevægelser, stivhed i musklerne og rysten.

Det er nogle af de mest karakteristiske symptomer ved Parkinson sygdom. Heldigvis er det muligt at sænke sygdomsudviklingen ved hjælp af motion – et nøgleord når vi taler håndtering af Parkinson.

Parkinson er en kronisk fremadskridende sygdom, der ikke kan forebygges. Til gengæld er det muligt at forsinke sygdommens udvikling med motion.

– Fysisk aktivitet med høj intensitet er meget effektiv for personer med Parkinson, det viser solid videnskabelig dokumentation, siger Astrid Blom, direktør for Parkinsonforeningen, og fortsætter:

– Vi anbefaler derfor høj-intensitetstræning to til tre gange om ugen – suppleret med almindelig daglig fysisk aktivitet.

Grin dig til bedring

Gerda har, siden hun fik sin Parkinson-diagnose, trænet hos FysioDanmark i Randers, hvor hun får rådgivning og hjælp til træning hos sin faste fysioterapeut Mikael Jørgensen. I fysioterapien er der både mulighed for fælles holdtræning og individuel træning, superviseret af en fysioterapeut.  

– I holdsalen træner vi alt muligt; vi laver bevægelse for hele kroppen og arbejder med balance og gang. Mange personer med Parkinson har en dårlig gang, hvor de falder sammen og bliver foroverbøjede og stive i deres bevægelser – så det arbejder vi også meget på, siger Mikael Jørgensen.

Derudover skal pulsen op, så der kommer gang i hjertet og lungerne. Det er meget vigtigt at træne åndedrættet, og det kan ske på mange måder:

– Vi træner faktisk åndedrættet ved at grine, for det er godt for lungerne. Nogle oplever også nedsat mimik, og her hjælper et godt grin også. Vi prøver at inddrage lidt sang, og så har vi også et hold med Parkinson-dans, hvor der er rytme, grin og bevægelse, siger Mikael Jørgensen.

Parkinsons mange sider

Parkinsons sygdom forbindes ofte med bevægelses-problemer, men der findes også en del ikke-motoriske symptomer, herunder søvnforstyrrelser, kognitive symptomer, depression og mave- og tarmsymptomer.

Men det vigtige budskab er at symptomerne kan behandles.

– For at undgå isolation og livsstilssygdomme er det sindssygt vigtigt at bevæge sig. Men det er lige så vigtigt at være social, så man ikke forsømmer dén del af sig selv, siger Mikael.

– Derfor prøver vi at motivere vores patienter til at bevæge sig ved holdtræning, hvor man også får stimuleret sit sociale gen. Mange af vores hold slutter vi også af med kaffe og kage. Så vi forsøger at stimulere både fysisk, men lige så meget mentalt, siger Mikael.

Parkinson har altså mange aspekter, og påvirker hele den ramtes liv.

– Jo mere man er opmærksom på at tage hånd om alle aspekter af sit liv, jo mere kan man bremse eventuelle symptomer, så de ikke bliver for besværlige for en i livet, siger Astrid Blom.

Artikel fra Krop og Fysik, oktober 2018

Scroll to Top