GLAD hofte/knæ | FysioDanmark Randers

Skiskader koster millioner

februar 5, 2019 11:33 am

Skiskader koster millioner af kroner hvert år

Hvert år kommer 5000 danskere til skade på ski, og de 700 af dem så slemt,  de får brug for lægehjælp og rejseassistance via deres forsikringsselskab. SOS international som står for koordineringen af behandling og hjemtransport af de tilskadekomne anslår de samlede skadeudgifter løber op i 13 millioner kroner årligt. Alligevel har danskerne i gennemsnit de billigste skiskader blandt de nordiske lande,  sandsynligvis fordi svenske og norske skiløbere får alvorligere og dyrere skader,  trods det mange har øvet sig hjemme fra, inden de søger større udfordringer og mere fart i skiene på Alpernes sværere og hurtigere pister.

Der er igen højsæson for skiferie, og mange danskere vælger at valfarte til de sneklædte bjergtinder i både syd og nord, mange direkte fra den fede julemad og det stillesiddende skrivebordsarbejde, og direkte hovedkulds og frygtløs ned ad al verdens farvede pister. Aktiv ferie er jo en pragtfuld måde at være sammen med familien på. Trist at det bare for 37 % vedkommende ender brat, og feriens sværeste udfordring pludselig består i at få to krykkestokke til at fungere i 1½ meter sne, hvis man da ikke er så ”heldig” at få en gratis tur hjem med knogleekspressen. Alarmcentralen forbereder sig nemlig hvert år på ekstra travlhed i uge 3-11, hvor der på forhånd er planlagt 13 såkaldte knogleekspresture med ambulancefly og forhåndsbooket flere end 400 pladser på rutefly fra alperne for at sikre sig plads til de mange, der er kommet til skade på ski.

Knæskader udgør 30 % af alle forekomne skader på ski. Det er specielt ledbåndsskader som dominerer, og det er særligt delvise eller total overrevne indvendige ledbånd, der fylder sammen med forreste korsbåndsskader. Især hos kvinderne er vrid og forstuvninger i knæregionen de mest almindelig skiskader. Årsagen er,  muskulaturen omkring knæet ofte ikke er stærk nok til at stabilisere og dermed undgå,  skiene roterer og forvolder vrid. Derfor bør kvinder især have fokus på at træne musklerne godt op, inden de tager på skiferie.

Knæskader er dog også almindelige hos mænd, men ikke i lige så stor stil som hos kvinderne.

De væsentligste risikofaktorer for at pådrage sig en alvorlig knæskade er, det at være nybegynder på ski samt skibindingernes indstilling og type. Nybegyndere har i den første uge, de er på ski, op til 10 gange så stor en risiko for at komme til skade med deres knæ. Studier har vist, forebyggende muskel- og stabilitetstræning kan reducere risikoen med helt op til 40 %, desværre er der for få, der benytter sig af det.

Hos mændene ser man flere skader som brækkede kraveben, hjernerystelser, brækkede ribben og brud på hænder og håndled. Mænd har generelt set langt flere skader på overkroppen, og de har flere brud og traumeskader, som er forårsaget af vovemod og højere fart. Disse skader kunne minimeres, hvis mændene kørte på ski med større omtanke for risikoen, og lige præcis denne risikoadfærd ses allerede i teenageårene, hvor skader mellem piger og drenge også er forskellige. I de seneste tre år er hele 21 procent af skaderne hos drenge i alderen 11-20 år skulderskader, mens det blot er 8 procent for piger. Til gengæld udgør knæskader 43 procent for piger i aldersgruppen, mens det er 20 procent for drenge.

Franske studier vist,  at hvis man indstiller bindingerne til at udløse ved lavere belastning end de fra fabrikantens side anbefalede, så kan man faktisk reducere antallet af forreste korsbåndskader med 26 % og andre knæskader med 38 % hos både mænd og kvinder. Det er en hårfin balance at få bindingerne indstille, så de udløser inden der sker skader, men samtidig ikke udløses så let at skiene falder af.

Vil man have en aktiv ferie, som ånder af fred og lykke kan man med forholdsvis få forbehold, sikre sig den:  Begynd forberedelserne til ferien i god tid, start træningen 3 måneder før. Sørg for at vælge destination efter familiens evner på ski, og vær ærlig overfor dig selv!! Er du nybegynder på ski, så få skiundervisning, lyt til din krop og mærk efter om du har behov for en ”hviledag”.  Få bindingerne indstillet af professionelle, og lær at lave din egen bindingstest, så du undgår for stramt indstillede bindinger. Både børn og voksne bør bruge hjelm. Pas på med anvendelse af skistavenes håndledsstropper. Vis hensyn – og udpeg potentielle kemikaze- kørere. Bevar koncentrationen – en del skader sker, når man kører med lav fart eller står i liftkøerne. Følg disse råd og undgå at blive en del af statistikken.

Rigtig god ferie

Scroll to Top